dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Aarhus opsiger Bech-Bruun efter udbytteskat-skandalen
Aarhus Kommune har opsagt aftale med Bech-Bruun.
Foto: Dejan Obretkovic/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

“Eklatant mangel på dømmekraft”:
Aarhus opsiger Bech-Bruun efter udbytteskat-skandalen

Advokatfirmaet blev i Højesteret dømt til at betale 400 mio. kr. til staten efter sin rådgivning af en tysk svindelbank
19. JAN 2024 9.21

AARHUS: Aarhus Kommune har siden udbyttesagen mod advokatfirmaet Bech-Bruun blev rejst, haft en skærpet opmærksomhed i forhold til virksomheden. Efter højesteretsdommen imod Bech-Bruun er det efter nøje overvejelse besluttet at opsige både kommunens rammeaftale med selskabet og en aftale om Aarhus Kommunes DPO-funktion, oplyser kommunen. DPO står for databeskyttelse.

Højesteret afsagde 20. november 2023 dom i sagen anlagt af den danske stat mod Bech-Bruun i den såkaldte udbytteskattesag. Bech-Bruun blev i Højesteret dømt til at betale 400 mio. kr. til staten for i forbindelse med sin rådgivning af den tyske bank, North Channel Bank, i 2014 at have handlet ansvarspådragende over for Skatteforvaltningen.

På den baggrund har Aarhus Kommune efter nøje overvejelse besluttet at opsige sine to aftaler med Bech-Bruun. En aftale om Aarhus Kommunes DPO-funktion og kommunens rammeaftale med virksomheden, så selskabet ikke får nye opgaver med udgangspunkt i den.

Tager afstand

- Med beslutningen vil vi gerne sende et meget klart signal om, at vi tager afstand fra den rådgivning, firmaet i den pågældende sag har ydet. Advokatfirmaet Bech-Bruun har udvist en eklatant mangel på dømmekraft og medvirket til at påføre det danske samfund meget store tab ved at medvirke i udbytteskatte-skandalen. Opsigelsen er samtidigt et generelt signal til vores rådgivere og samarbejdspartnere, om hvilke forventninger vi har til vores forretningsforbindelser.

  • Aarhus Kommune har i 2020 indgået en rammeaftale med Bech-Bruun om levering af advokatydelser. Desuden har kommunen i 2022 indgået aftale med Bech-Bruun om levering af lovpligtig DPO-service.
  • Aarhus Kommune har ikke juridisk mulighed for at ophæve aftalerne med Bech-Bruun uden varsel, da Bech-Bruun ikke har misligholdt aftalerne, men kommunen kan opsige rammeaftalen med Bech-Bruun med tre måneders varsel til den første i en måned. Dvs. aftalen kan opsiges, så samarbejdet ophører pr. 30. april 2024. Bech-Bruun kan dog færdiggøre allerede igangsatte opgaver i henhold til rammeaftalen og kan tildeles nye opgaver frem til 30. april 2024.
  • Aarhus Kommune kan ligeledes opsige aftalen om levering af DPO-service med minimum tre måneders forudgående skriftligt varsel til den første i en måned.

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.